tirsdag den 9. oktober 2012

Sæson for mus

Det er egentlig ikke computer-mus, dette indlæg kommer til at handle om. Men de andre – de små kryb, som fås i varianter som “spidsmus” og “husmus”. Men jeg kan simpelthen ikke få mig selv til at lægge et billede ind af en rigtig een.

For godt en uges tid siden hørte jeg første gang puslen om natten. Dammed! Sidste år gik vi fri, men forrige år var den gal i vores hjem. Var spændt på udfaldet i år. Et par nætter var der stille, så jeg troede, den/de var rykket ind til naboen (pyha) eller spist af en kat (også pyha).

Men næh nej – natten til søndag fik jeg hele tre gange hilst på musen. Den var såmænd lige så skrækslagen som jeg selv. Den gik heldigvis i fælden. Sådan en træting, som ikke skader musen.

Her i hjemmet slår vi nemlig ikke dyr ihjel. Nu er jeg måske ikke selv den mest nidkære, så indrømmer da gerne, at der er røget en myg, en hveps, en myre eller sågar en edderkop i ubevogtede øjeblikke (!)
Men grænsen går altså ved mus. Så den bliver troligt båret/kørt laaangt væk fra hjemmet. Midt om natten.

Natten til mandag var den gal igen. Heldigvis blev jeg først vækket, da den VAR røget i fælden. Denne mus havde åbenbart et helt andet sind end søndags-musen. Den blev nemlig siddende lige så stille for at snyde os til at tro, at den ikke var gået i. Men næh nej. Også ud i naturen med den.

Igen i nat røg min nattesøvn. Denne gang var det en anden fælde, som havde nuppet den. Igen en mus, som legede stilleleg (en broder?). Denne gang blev fælde (med mus) stillet ud på terrassen, så den kunne blive eskorteret væk om morgenen. (“Nej, hvor er det synd for musen, at den har været ude i den kulde”. Hm….)

Nu er det så jeg tænker over, om vi får kørt musen langt nok væk? Har de så god en lugtesans, at de kan vende tilbage til “hjemmet”? Er det dybest set den samme mus, vi fanger hele tiden? Eller er det bare en stor familie? Og i så fald HVOR stor? Find selv på flere spørgsmål….

Jeg vil hvert fald gerne snart have mine nætter tilbage!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Dejligt at du skriver en kommentar til mig. Hvis du "tilmelder dig via e-mail" nedenfor, får du fluks en mail, når jeg har besvaret. Smart, ikke?

Related Posts with Thumbnails